Historiske beretninger i Koranen | Israels børn| Jøder og kristne var muslimer | Bogens folk | Historisk kovending | Teologisk kovending | Ingen teologisk kamp med muslimer | En muslim kan ikke være antisemit | Palæstina og politisk modstand
Historiske beretninger i Koranen
Koranen nævner en række historiske profeter og deres folk. Vi kender fra Koranen 25 profeter ved navn og vi kender til en række hændelser der fandt sted i deres samtid. Visse profeter som Jesus, Johannes, Moses, Jakob, Elias, Noa, Lot, Abraham og Adam har vi mere detaljeret viden om fra Koranen.
Formålet med beretningerne er, at overbevise læseren om, at der er en direkte sammenhæng mellem et samfunds eller en individs moral og etik, og på dette folks eller denne persons storhed og fald. Det er en naturlov som vi ikke normalt kan iagttage eller måle ved naturvidenskabelige undersøgelser. Derfor skal de historiske beretninger tjene til, at tage ved lære mod det onde og tilskynde os til det gode gennem vores eget liv.
Israels børn
Moses og hans folk, israelitterne eller ”Israels børn” som det hedder i Koranen, er dem, der er nævnt flest gange i Koranen. Israel var et andet navn for profeten Jakob, fred være med alle Guds profeter.
Mens nogle folk direkte fornægtede deres profeter, som fx Noas folk og Lots folk, fornægtede Moses folk ham ikke, men egenskaber som ordkløveri, spekulation, bespottelse og trodsighed gjorde, at de satte deres profet på den ene prøve efter den anden. Lige op til kanten af fornægtelse. Moses endte med at blive så træt af sit eget folk, at han ønskede at skilles fra dem. Efter Moses drev israelitterne om i ørkenen i 40 år og oplevede mange hårde prøvelser som folk.
Men i stedet for at søge tilgivelse blev deres hjerter hårdere og hårdere. De lærde, præsteskabet, spekulerede i “loven” og dets ord frem for dets mening. De lærde misbrugte Guds ord til egen vinding og gjorde sig til nye konger. De lod Guds profeter forfølge og slå ihjel, fordi profeterne antastede præsternes rigdomme og magt. Jøderne faldt fra at være “de udvalgte” til at være “de forbandede”.
Jøder og kristne var muslimer
For os muslimer i dag, var ”Israels børn”, altså både Moses og israelitterne, datidens muslimer. De var på rette vej og et folk, der havde tro på samme Gud, som muslimer tror på i dag. Ordet jøde betyder den, der stammer fra Judæa-området, og er i dag et almindeligt brugt ord om israelitterne.
Med Jesu fødsel vendte billedet imidlertid radikalt. Da Jesus var Guds profet på samme måde som Moses og de mange profeter, der havde været i den mellemliggende periode, var dem, der fulgte Jesu kald retledte, og dem, der fornægtede Jesus, handlede imod Gud. Som jøderne havde været det, indtil de fornægtede Jesus, således var de kristne altså muslimer, indtil også de fornægtede en profet.
Bogens folk
Der er en særlig respekt for ”bogens folk” i islam, fordi de grundlæggende tror på samme Gud som muslimerne selv, og gennem profeternes lære var datidens muslimer. Jøder og kristne er bogens folk. Muslimer og jøder har levet i fred i århundreder. Jøder besad fremtrædende poster hos muslimske herskere, og helt op til opløsningen af det osmanniske rige i det tyvende århundrede søgte de asyl i muslimske lande mod fordrivelser og vold.
Koranen bruger hårde ord særlig mod dem, der kender sandheden, men som ikke blot ikke efterlever den, men tværtimod misbruger den til verdslig vinding.
”Nogle siger: ’Vi tror på Allah og på regnskabets dag’, men de er i virkeligheden ikke troende… I deres hjerter er en sygdom…”
”… Sælg ikke Mine [dvs. Guds] ord for en miserabel pris.”
”Tildæk ikke sandheden med falskhed, og forti ikke sandheden, som I godt kender.”
”Formaner I folk til det gode, men glemmer selv [at gøre det], selvom I studerer skrifterne? Vil I da ikke forstå?”
– Koranen 2:8, 10, 42-44
Koranen kalder disse folk for syge. De kan ikke være raske, for udadtil viser de gudfrygtighed, men er korrupte indadtil, i hjerterne. De har en mental sygdom.
Koranen såvel som profeten Muhammads ord gør det klart, at det, der siges om jøderne i Koranen, ligeså vel kunne siges om muslimerne i dag.
”Mit folk [muslimerne] vil begå samme fejl som jøderne, som to sko i et par ligner hinanden.”
– Profeten Muhammad
En muslim, der læser Koranen, skal derfor lægge ekstra mærke til, hvad der står om jøderne, for det er en forvarsel til, hvad han eller hun kan blive ramt af.
Historisk kovending
Umiddelbart efter anden verdenskrig, hvor Europa havde folkemordet på millioner af jøder på samvittigheden, fandt en politisk og religiøs kovending sted. Måske historiens største kovending.
Europa købte aflad fra jødeforfølgelserne i form af tre ting: (1) udbetaling af direkte erstatninger til efterkommere af de millioner af dræbte jøder, (2) annekteringen af Palæstina som det nye hjemland for det forfulgte folk og (3) massiv politisk og økonomisk støtte til etnisk udrensing af palæstininserne, så jøderne/israellitterne kunne indtage og ekspandere deres nye hjemland som magthavere.
Teologisk kovending
Siden Jesu tid var der en voldsom strid mellem jøder og kristne. Jøder havde hævdet, ifølge deres skrifter, at Jesus var en kætter, en falsk messias. Jesus, sagde de, var født uden for ægteskab og havde prædiket blasfemisk (gudsbespottende), og derfor måtte han dømmes til døden. De kristne lærde kunne dermed modsat hævde, at jøderne havde dræbt “Guds Søn”, og jøderne var derfor de kristnes fjende nummer et. Sådan var logikken i ca. 1.900 år, helt op til anden verdenskrig.
Den politiske kovending betød imidlertid også en teologisk kovending. Kristne teologer begyndte at tale om, at det ikke var jøder, men ”dårlige jøder”, der havde slået de kristnes ”Gud” eller ”Guds søn” ihjel.
Fra jødisk side var denne kristne aflad og forsoningen velkommen, ikke mindst i lyset af det nye hjemland. Teologisk blev den kristne imødekommenhed generelt taget imod i jødiske kredse således, at måske var Jesus en gudfrygtig person, og måske var den politiske situation på det pågældende tidspunkt blevet udnyttet af romerne og nogle korrupte rabbinere.
Ingen teologisk kamp med muslimer
Da muslimer hverken tror på, at Jesus var Guds søn, eller at han blev dræbt af jøderne, er der ingen teologisk begrundet kamp mellem muslimer og jøder, a la den, vi har set mellem kristne og jøder. Ingen mainstream-retninger i Islam mener, at jøder på nogen måde må forulempes, fordi de er jøder af overbevisning.
Tværtimod skal bogens folk respekteres i særlig grad. De var jo datidens muslimer og altså de nuværende muslimers forfædre. Et vidnesbyrd på dette er fx, at kød fra dyr slagtet af troende jøder og kristne kan spises af en muslim, som hvis en muslim havde slagtet dyret.
En muslim kan ikke være antisemit
En muslim kan derfor ikke “være imod” jøder eller jødedom med henvisning til sin religion.
En muslim kan heller ikke være antisemit, da fx Profeten Muhammad var semit, og Koranens sprog, arabisk, er et semitisk sprog. Ordet ”semit” kommer af navnet på Noas søn, Shem. Arabere og jøder med oprindelse i Mellemøsten er begge semitter.
Palæstina og politisk modstand
Fra annekteringen af Palæstina i 1947 er apartheid og folkemord på palæstinenserne fortsat til i dag med direkte støtte fra kristne stater, dvs. USA og Europa, og visse muslimske stater. Det har medført, at den politiske stemning blandt mange muslimer (og andre) i dette spørgsmål, er vendt imod Israel og dets allierede.
Som nævnt kan en muslim ikke være i mod jøder, men derimod kan en person godt være i mod staten Israel, mod israelere og den politik og de metoder, der føres, så længe Israel undertrykker millioner af civile palæstinensere. Modstanden er altså politisk motiveret og skal naturligvis udtrykkes ved legitime midler. En muslim bør på samme måde være imod muslimske herskere eller befolkninger, der undertrykker kristne eller jøder.
