Menneskerettigheder

Menneskehedens enhed

Allah er menneskets og universets absolutte Hersker. Han har givet alle mennesker værdighed og ære og pustet liv fra Sin Egen Ånd ind i dem. Dermed er menneskeheden forenet med Ham og gennem Ham og er i bund og grund ens uanset tilfældige forskelle, som fx nationalitet, farve, køn eller race. Ethvert menneske er derved beslægtet med alle andre, og alle bliver til ét broderfællesskab og medfører nødvendigvis begrebet om menneskehedens enhed og broderskab.

Universelle rettigheder

Islam har fastlagt nogle universelle og grundlæggende rettigheder for menneskeheden som helhed, som skal overholdes og respekteres under alle omstændigheder, uanset om personen er bosat inden for eller uden for en stats område, og uanset om han eller hun er i krig eller fred med staten. Koranen siger ganske klart:

“Hør, I som er troende, stå fast for Allahs sag, for I er vidner for retfærdighed. Og lad ikke fjendskab til et folk forlede jer til synd, så I ikke handler retfærdigt. Vær retfærdige! Det er nærmere til gudsfrygt…”
– Koranen 5:8

Sanktioneret af Allah

Når man taler om menneskerettigheder i islam, menes der faktisk, at disse rettigheder er sanktioneret af Allah. De er ikke sanktioneret af nogen konge, præsident eller parlament. De rettigheder, konger og parlamenter giver, kan trækkes tilbage på samme måde, som de blev givet. Det samme er tilfældet med de rettigheder, diktatorer antager og vedkender sig. De kan give dem, når de har lyst, og trække dem tilbage, når de ønsker det, og de kan overtræde dem offentligt, hvis de vil.

Men eftersom menneskerettigheder i islam er blevet skænket af Allah, har ingen lovgivende forsamling i verden eller regering på jorden ret eller myndighed til at lave en ændring eller omlægning af de gudgivne rettigheder. Ingen har ret til at ophæve eller fjerne dem. De er ikke grundlæggende menneskerettigheder, som er givet på papir for syns skyld og benægtet i det virkelige liv, når opvisningen er slut. De er heller ikke ligesom filosofiske begreber, der ikke har nogen stadfæstelse bag sig.

Om stater med muslimsk majoritet eller anden majoritet efterlever dem eller ej, ændrer ikke ved, at disse universelle menneskerettigheder er sanktioneret af Allah. I det moderne samfund er det angsten for at miste magt, rigdom eller status, der får grupper og personer til at undertrykke andre mennesker og sætte disse menneskerettigheder ud af kraft.

Disse rettigheder er en del af den islamiske tro og indeholdt i den. Enhver muslim eller administrator, som erklærer sig selv for muslim, skal erkende og håndhæve dem. Hvis han undlader det og begynder at benægte andre af disse rettigheder, som Allah har garanteret os, eller ændrer, eller bryder dem, er Koranens dom over en sådan regering klar og utvetydig:

“Og de, der ikke dømmer efter det, Allah har åbenbaret, er ikke troende.”
– Koranen 5:45

Retten til sikkerhed for liv og ejendom

Menneskeblod er under alle omstændigheder ukrænkeligt og må ikke udgydes uden begrundelse. Hvis nogen overtræder menneskeblodets ukrænkelighed, betragter Koranen det som ensbetydende med, at man har dræbt hele menneskeheden.

“Den, der dræber et menneske, hvis det ikke er for at gengælde et andet mord eller for oprør i landet, så skal det (for ham) være, som om han har dræbt hele menneskeheden.”
– Koranen 5:33

Det er ikke tilladt at undertrykke kvinder, børn, gamle, syge eller sårede. Kvinders ære og ærbarhed skal respekteres i alle situationer. Den sultne skal bespises, den nøgne skal beklædes, og den sårede eller syge skal behandles, uanset om de tilhører det islamiske samfund eller dets fjender.

I den tale, som profeten gav i anledning af sin sidste pilgrimsrejse, sagde han:

“Jeres liv og ejendom er forbudt for hinanden, indtil I møder jeres Herre på Opstandelsens Dag.”

Profeten har også sagt angående dhimmi’erne (de ikke-muslimske borgere i en muslimsk stat):

“En, der dræber en ikke-muslim, han har en pagt med, vil end ikke lugte Paradisets duft.”

Retten til beskyttelse af ære

Koranen slår fast:

“Hør I troende, lad ikke en gruppe af folk gøre nar ad en anden gruppe. Smæd ikke hinanden. Fornærm ikke ved at bruge øgenavne. Bagtal ikke, og tal ikke dårligt om hinanden.”
– Koranen 49:12-13

Retten til privatlivets ukrænkelighed og sikkerhed

Koranen har fastlagt påbuddet:

“Udspioner ikke hinanden. Gå ikke ind i et hus, uden du er sikker på beboernes samtykke.”

Retten til sikkerhed for personlig frihed

Islam har fastsat det princip, at ingen borger kan fængsles, uden at hans skyld er blevet bevist i en offentlig retshøring. At arrestere et menneske udelukkende på grund af mistanke og at smide ham i fængsel uden korrekt retslig proces, og uden at give ham en rimelig mulighed for at fremstille et forsvar, er ikke tilladt i islam.

Retten til beskyttelse mod vilkårlig fængsling

Islam anerkender også den enkeltes ret til ikke at blive arresteret eller fængslet for andres forseelser. Koranen har klart fastlagt dette princip:

“Ingen, der bærer sin egen byrde, skal tvinges til at bære andres byrde”.

Retten til livets basale behov

Islam har erkendt de nødlidendes ret, og at de vil blive forsynet med hjælp og bistand: “Og i deres rigdom er der rettigheder for de nødlidende og subsistensløse”.

Retten til lighed for loven

Islam giver sine borgere ret til fuldkommen lighed i lovens øjne. Ingen hersker over loven.

En kvinde, der tilhørte en mægtig og ædel familie, blev arresteret i forbindelse med tyveri. Sagen blev bragt for profeten, og det blev anbefalet, at hun måske burde skånes for straf. Profeten svarede: “De nationer, der levede før jer, blev ødelagt af Allah, fordi de straffede den menige mand for deres forseelser, og lod deres standspersoner gå ustraffet hen; jeg sværger ved Ham, der holder mit liv i Sin hånd, at selv hvis Fatima, Muhammads datter, havde begået denne forbrydelse, ville jeg amputere hendes hånd.”

Retten til at deltage i statsanliggender

Shura-begrebet i islam, “Og hvis lov er gensidig rådslagning” (42:39) , eller “den lovgivende forsamling” betyder, at regeringens leder og forsamlingens medlemmer skal vælges ved folkets frie og uafhængige valg.

Retten til selvbestemmelse som minoritet

Islam tillader, at minoriteter i et muslimsk samfund kan etablere egen lovgivning for forhold, der vedrører denne gruppe alene. Minoriteten kan have domstole, der håndhæver disse regler for minoritetsgruppen.

Det er ikke en ret, der går videre end menneskerettighederne, som de kendes i dag eller endog diskussionen af disse i dag.

Konklusion

Til sidst skal det gøres klart, at islam prøver at opnå de ovennævnte menneskerettigheder og mange andre, ikke kun ved at oprette bestemte retslige beskyttelsesforanstaltninger, men hovedsagelig ved at opfordre menneskeheden til at gå udover mere end blot forpligtelser næret af slægtskab, race, nation, sprog og økonomiske privilegier

Islam opfordrer hele menneskeheden til at fortsætte kampen, hvor mennesket i kraft af sine indre gode egenskaber kan erkende idealet for menneskehedens broderskab.

“Der er således ingen virkelig essentiel modsætning – og slet ikke et kultursammenstød – mellem de islamiske og de vestlige menneskerettighedsdoktriner. Tværtimod, har islam et komplementært og supplerende menneskerettighedsbegreb.” [1]

Kilder

Artiklen er en bearbejdet udgave af Human Rights in Islam, World Assembly of Muslim Youth (WAMY), oversat af Karima Fahim.

[1] Islam the Alternative, Murad Hofman 1997, s. 115.

Menneskerettigheder

Menneskerettigheder

Tags