At kende sig selv | Sjælens højeste opgave er at erkende sandheden | Sjælen dør ikke | Storhed ligger i evnen til fremgang | Hæver sig til englenes rang

At kende sig selv

At kende sig selv er nøglen til at kende Gud. som profeten har sagt: “Den, der kender sig selv, kender Gud” – og som det står i Koranen:

“Vi vil vise dem Vore tegn i verden og i dem selv, for at sandheden skal blive tydeligere for dem.”

Intet er nærmere dig end dig selv, og hvis du ikke kender dig selv, hvordan kan du så kende noget andet? – Hvis du siger, “Jeg kender mig selv” og kun mener din ydre fremtoning, kroppen, lemmerne og så videre, så kan sådan en viden aldrig blive nøglen til viden om Gud. Hvis din viden om dit indre kun omfatter, at du spiser, når du er sulten, og at du i vrede kan angribe nogen, vil du heller ikke nå videre af den vej. For dyrene gør det samme som du. Virkelig at kende sig selv består i, at vide følgende ting: Hvad er du egentligt inderst inde, og hvorfra er du kommet? Med hvilket formål er du kommet og tøver her på jorden en stund? Og hvori består virkelig lykke og ulykke?

Sjælens højeste opgave er at erkende sandheden

Enhver, som vil sætte sig ind i sagen, vil opdage, at lykke nødvendigvis er kædet sammen med kendskab til Gud. Hver af vores egenskaber frydes ved at opnå hvad det ønsker sig, vreden ved at tage hævn, øjet ved at se skønne ting, og øret ved at høre harmoniske lyde. Menneskesjælens højeste opgave er at erkende sandheden, derfor føler den særlig stor glæde ved det. Selv i uvæsentlige sager såsom at lære at spille skak gælder dette, og jo højere emnet og indholdet af den kundskab står, jo større er henrykkelsen.

Hvis en mand ville blive glad for at blive indviet i en ministers hemmeligheder, hvor lykkelig ville han da ikke blive, hvis kongen gjorde ham til sin fortrolige og afslørede statshemmeligheder for ham!

En astronom, som med sin viden kan kortlægge stjernerne og beskrive deres kurs, opnår mere glæde ved denne viden, end skakspilleren ved sin. Da intet står højere end Gud, hvor stor må den henrykkelse da ikke blive, som udspringer af sand kundskab om Ham!

Sjælen dør ikke

Et menneske, som har mistet trangen til at opnå denne viden, er som en, der har mistet appetitten for sund føde eller foretrækker at spise jord frem for brød. Al slags appetit forsvinder ved døden sammen med de organer, der anvendes til den, men sjælen dør ikke og beholder al den viden om Gud, den besidder – ja, får den forøget.

En vigtig del af vores viden om Gud kommer ved at studere og gruble over vores krop, som afslører magtens visdom og Skaberens kærlighed. Guds magt afsløres ved, at Han blot af en dråbe, har opbygget menneskets vidunderlige skabning.

Storhed ligger i evnen til fremgang

Den der forsømmer sin sjæl og lader dens evner visne eller degenerere, må nødvendigvis blive taber både i denne verden og den næste (dvs. livet efter døden). Et menneskets sande storhed ligger i dets evne til stadig fremgang, for mennesket er i den materielle sfære den svageste af alle – et offer for sult og tørst, hede og kulde og sorg.

Hæver sig til englenes rang

De ting, mennesket holder mest af, er ofte de mest skadelige for ham og de ting, som gavner ham, kan ikke opnås uden slid og møje. Hvad menneskets intelligens angår, er en ubetydelig forstyrrelse i hans hjerne nok til at ødelægge ham eller gøre ham sindssyg. Hvad hans styrke angår, er et hvepsestik nok til at berøve ham søvn og hvile. Hvad menneskets humør angår, bliver det ødelagt ved tabet af nogle småpenge, hvad dets skønhed angår, består den af noget, som ellers fremkalder kvalme, men som er dækket med en pæn hud. Og hvis det ikke bliver vasket hyppigt, bliver det yderst frastødende og modbydeligt.

Sandelig, i denne verden er mennesket meget svagt og foragteligt. Det er først i den næste verden, at det vil blive værdifuldt, hvis det hæver sig fra dyrenes til englenes rang. Ellers vil dets skæbne blive værre end dyrenes, som forgår og bliver til støv. Samtidig med, at mennesket skal vide, at det er skabelsens højdepunkt, skal det også lære sin hjælpeløshed at kende, da den er en af nøglerne til at kende Gud.

Kilder

Bearbejdet uddrag af “Lykkens Alkymi”, al-Ghazali, oversat af Abd as Samad Clarke 1982.