Faste i Koranen | Skæbnenatten | De fattige | De tre niveauer af faste | Personlig ambition

Fænomenet faste går igen i alle de store verdensreligioner og kendetegner dermed de semitiske religioner (jødedom, kristendom og islam) såvel som hinduismen og buddhismen.

Faste og afholdenhed fra verdens begærlige elementer er således en af flere fællesnævnere for vor verdens åndelige traditioner på tværs af historisk, sproglig og geografisk oprindelse.

Islam har sågar fasten som en af religionens bærende elementer; en af ”de fem søjler”, som tilbedelsen af Gud hviler på.

Faste i Koranen

Ramadanen menes at være det mest dyrkede af alle muslimske ritualer. Det betyder, at henimod en milliard mennesker hvert år kollektivt og på samme tidspunkt afholder sig fra mad, drikke, rygning og sex i døgnets lyse timer. Afholdelsen af fasten er foreskrevet i Koranen og er dermed ifølge muslimer en uomtvistelig lov fra altings barmhjertige kilde:

”… og søg, hvad Allah har givet jer, og spis og drik, indtil dagens lys kan skelnes fra nattens mørke ved morgengry, fuldfør da fasten indtil aften og hav ikke kontakt med dem (jeres ægtefæller) …”
– Koranen 2:187

Ramadan er den måned, hvor Koranen blev åbenbaret til Muhammed, fred være med ham, og det er i netop den anledning, at fasten afholdes.

Skæbnenatten

I denne måned opfordres muslimer til at søge nærhed med Gud i endnu mere udpræget grad end resten af året. At søge isolation fra verden i bøn anbefales. Således udvides de fem daglige bønner med ekstra bønner om natten.

Disse særlige ramadan-bønner er længere end de almindelige bønner, og mange bliver oppe hele natten for at bede og søge Guds nåde og lys. Helt særlig er den 27. i ramadanmåneden – ”skæbnenatten” eller ”magtens nat” – hvor Koranens åbenbaring påbegyndtes. Muslimer samles verden over i fyldte moskeer for at bede de timelange bønner natten igennem og for at høre den tårevækkende og beåndede recitation af Koranen. Denne nat omtales i sin helt egen Surah i Koranen:

”Vi åbenbarede den i skæbnenatten. Hvad kan forklare jer, hvad skæbnenatten er? Skæbnenatten er bedre end tusind måneder. I den daler englene og Ånden ned med Deres Herres tilladelse for at udrede alle sager. Freden varer til morgengryets komme.”
– Koranen 97:1-5

Bønnen foregår for de flestes vedkommende i samvær med andre muslimer i moskeerne. En af ramadanens hovedformål er nemlig, at Umma’en (det muslimske fællesskab) og enheden i kollektivet skal styrkes. I overensstemmelse med Muhammeds sædvane (sunna) lægges der i øvrigt vægt på, at man dagligt bryder fasten i fællesskab med andre og inviterer folk til at spise. Hver enkelt muslim bør i Ramadanmåneden gennemtænke sin egen rolle i forhold til de fællesskaber, denne indgår i. Tilfører han/hun disse fællesskaber godhed, oplysning og ærlighed i overensstemmelse med Guds bud?

De fattige

Afholdenheden fra helt grundlæggende menneskelige behov som mad og drikke og seksuelt samvær med ens elskede medfører en genopdagelse af Guds basale velsignelser. Ydermere udvides menneskets bevidsthed om dets fundamentale afhængighed af Gud for overhovedet at kunne eksistere. Sammenkoblet med det udvidede fokus på kollektivet fungerer fasten som en vækker af sympati og medfølelse med folk, der er ringere stillede. I denne måned føler hver enkelt muslim, hvad det vil sige at være afskåret fra føde – en følelse, som er en daglig realitet for millioner af mennesker verden over. At dele med de fattige og give ud af den godhed, man er skænket af Gud, er sammen med bønnen fastetidens kardinaldyd.

De tre niveauer af faste

Den velansete Imam Ibn Qudaameh al-Maqdisee (død ca. 1139) skriver i en af sine bøger om fastens indre hemmeligheder. Han nævner tre niveauer af faste; et konkret eller fysisk plan, hvor den fastende nægter sin mave og sine kønsdele at få opfyldt sine begær. Et andet mere specialiseret plan er at afholde hele sin krop fra at synde. Han nægter sin tunge at tale syndig tale, fx at såre andre eller gennem sin tale at aflede andres opmærksomhed fra Gud. Han kontrollerer sine hænder, sine fødder og andre lemmer, så de kun udfører gode handlinger. Han sænker sit blik for ikke at se det forrykte og fordærvelige og nægter sin hørelse at opfange tale og lyd, der kunne lede til forglemmelse af Gud:

”Den, der ikke afstår fra falsk tale og den handling, det fører med sig, sandelig Allah har ikke brug for hans mad og drikke.”
– Profeten Muhammad (al-Bukhari 4/99)

Desuden afholder den fastende på dette plan sig fra at overfylde sin mave, når fasten brydes.

Det tredje og mest specifikke fasteplan drejer sig om hjertet og tanken. Det er hjertets afholdenhed fra sin længsel efter den materielle verden og de tanker, der skaber distance til Gud. Det tredje fasteplan er således, når krop, tanke og hjerte kun søger Guds tilfredsstillelse og ikke andet. På dette stadie er den fastendes bevidsthed konstant fæstnet ved Guds almægtighed og menneskets fuldstændige afhængighed af Guds nåde.

Personlig ambition

Det skal tilføjes, at fasten anses for fuldbyrdet, når det første fasteplans regler overholdes. De andre planer omhandler den gevinst, dybde og kvalitet, den fastende opnår ved fasten. Ifølge traditionen (hadith) er det op til den enkelte at sætte sig realiserbare mål i forbindelse med fasten. Hver enkelt bør efterstræbe at faste i en sådan grad, at de ikke mener at ville kunne gennemføre en faste på et højere niveau. Sawm, som er den arabiske betegnelse for fasten, er således tæt forbundet med jihad, den igennem livet vedvarende indre anstrengelse og indsats, der er forbundet med at vandre på Guds vej.

Kilder

Forkortet udgave af artikel af Kasper Mathiesen.