Vikinger og muslimer

Vikinger og muslimer

vikings_450

Et nyt handelscentrum| Første møde | Ibn Fadlans rejsebeskrivelse | Dødsritualet | Hygiejne | Vestlige Islamiske lande og Nordafrika | Venskab

Et nyt handelscentrum

Det er velkendt, at med vikingetiden begyndte Norden og skandinaverne at rejse vidt omkring med deres skibe, hvor de kom i kontakt med mange forskellige folkeslag og religioner. Blandt vikingernes opdagelser var Østen. Her blev der etableret kontakter med araberne fra Bagdad i det 10. århundrede. Men vikingerne fik også besøgt araberne i de vestlige islamiske områder og Nordafrika.

Vikingerne, heriblandt fortrinsvis nordmændene, sendte ekspeditioner fra Norden, og ”trængte ind i Rusland, hvor de tidligere havde fået etableret kolonier vidt forskellige steder ved Østersøens Syd og østkyst”[1]. Vikingerne og araberne mødtes, efter kilderne, bl.a. i det nuværende Rusland og Ukraine, hvor der hurtigt blev oprettet ruter med hovedstad i Kiev ved Dnjepr-floden, et stykke fra Volga.

Mange skandinaver slog sig ned ved Kiev i erhverv som handelsmænd, krigere eller lejesoldater. Området blev på kort tid samlet til et rige med en skandinavisk herskerslægt. I dette handelsområde kom også arabere, dels som diplomatiske udsendinge fra kaliffen i Bagdad og dels på handelsrejser efter pelsværk af god kvalitet og andre luksusvarer fra nord.

Første møde

”Kodeord for vikingernes forbindelser med de islamiske lande er, set fra Norden, sølv, luksus, beundring, forundring og eventyr. Det arabiske sølv spillede en central økonomisk rolle gennem en stor del af vikingetiden, og det arabisk inspirerede vægtsystem var et vigtigt værktøj for handel”[2]. Udover beskrivelser af vikingernes møde med araberne, er der, i og ved den russiske by Staraja Ladoga, fundet arabiske mønter, dirhemer, slået omkring 749 – 786 e.Kr.

De arabiske mønter i Rusland stammede fra Mellemøsten, det nuværende Irak og Iran ved Kaukasus og Det Kaspiske Hav. Mønterne er blandt andet blevet brugt ved byen Volga, der, via handelen, er blevet spredt ud til alle andre skandinaviske vikingebyer.

Ibn Fadlans rejsebeskrivelse

Vikingerne og Skandinaverne blev kaldt “Rūs” af araberne. Dette finder vi bl.a. i Ibn Fadlans rejsebeskrivelser af vikingerne. De fleste, der har beskæftiget sig med vikingernes historie, kender godt og vel også til Ibn Fadlans lange og omhyggelige veldetaljerede beskrivelser af vikingerne hverdagsliv, gravfærd og menneskeofringen.

Et af Ibn Fadlans første møde med Rus’erne (vikingerne) er beskrevet således, ”Jeg så al-rusiya, der var kommet i handelsøjemed, og som havde slået sig ned ved floden Atil, Volga. Jeg har aldrig set mennesker med en mere fuldkommen kropsbygning. De er som daddelpalmer, og rødlige”.[3]

Man ville sandsynligvis ikke have haft nogen beskrivelse af vikingernes dødsritual, ”hvis ikke tilfældet havde villet, at en rig viking skulle afgå ved døden midt i Volgabulgarenes område i sommeren 922”[4]. For efter denne hændelse fik Ibn Fadlan sammen med en tolk, tilladelse til at overvære en ligbrænding en fredag eftermiddag.

Dødsritualet

En vikingehøvding var afgået ved døden. Der blev udført forskellige dramatiske ritualer, inden han blev iklædt fornemme klæder og brændt i sit skib sammen med sin slavinde, som efter sigende, var gået i døden af eget valg.

Ritualerne gik bl.a. ud på seksuelt samkvem mellem slavinden af en række mænd, masseindtagelse af alkohol og dyr-ofringer. Ibn Fadlan skrive videre, ”ved siden af mig stod en Rus, og jeg hørte ham tale til tolken, der var med. Jeg spurgte ham om, hvad han havde sagt, og han svarede: ‘I arabere er dumme’. ‘Hvorfor det?’ spurgte jeg. ‘Fordi I tager dem, I holder mest af, og som I ærer mest og lægger dem i jorden, og jorden og orme opæder dem. Vi brænder dem på et øjeblik. Så træder de straks ind i paradiset. Derpå lo han voldsomt’”[3].

Hygiejne

Ibn Fadlans beskrivelse af vikingernes hygiejne er mindre flatterende. Han anså dem for værende nogle af de mest beskidte væsner han havde set. ”De er de mest beskidte af Allahs skabninger. De vasker sig hverken efter at have skidt, tisset eller haft seksuel samkvem, og de vasker ikke hænder efter at have spist. De er sandelig vildfarne æsler…”. Og igen videre ”uden undtagelse vasker de hver dag deres ansigter og kroppe i det mest beskidte og uhumske vand. Det går for sig som følger: Hver dag, tidligt om morgen, bringer en af slavinderne et stort kar med vand og giver det til sin herre. Han vasker sine hænder, sit ansigt og sit hår i det. Derefter reder han sit hår over karret med en kam, snyder næsen og spytter i det. Intet snavs fjernes fra vandet. Når den første er færdig bærer slavinden karret videre til den næste, der fortsætter som den første, hvorefter hun bærer det fra den ene til den anden, indtil det har været hele raden rundt. Hver eneste snyder næse, spytter i det og vasker sit ansigt og sit hår i det”[3].

Vestlige Islamiske lande og Nordafrika

Vikingernes rejste til de forskellige riger i østen bl.a. Kalifatet og byzantinerne i Konstantinopel, det nuværende Istanbul, og der er ligeledes kendskab til vikingetogter til vestlige islamiske områder, heri det nuværende Spanien og Portugal.

Vikingerne var i Sydspanien ved slutningen af det 8. århundrede. Det første beviselige togt var i 844, da de brød murene til Sevilla[5]. Der har formentligt været en handelsrute forinden, da mange fund i Norden, dateret før dette, er af sydlandsk art. Disse områder hørte under kalifatet fra ca. år 750, og blev hersket af emiren i Cordoba, det nuværende Marokko.

Vikingerne har også truffet på enkelte arabiske udsendinge i hjemlige omgivelser, og de arabiske fortællinger er nogle af de mest livfulde og detaljerede rejseberetninger. Disse arabere var for det meste diplomatiske udsendinge, der alle kom fra højtkultiverede miljøer og overdådige hoffer i Cordoba og Bagdad.

”Arabiske kilder giver de fleste oplysninger i året 844, da vikingetogterne var i fuld gang i store dele af Vesteuropa, hører man for første gang om plyndring i emiren af Cordobas rige. Det gik bl.a. ud over Lissabon og Cadiz, hvorpå vikingerne sejlede op ad Guadalquivir og erobrede Sevilla. Men efter kort tid blev de fordrevet af emirens styrker, og han organiserede nu et effektivt kystværn mod nye overfald”[2].

Venskab

Men besynderligt nok, blev der kort tid efter denne hændelse etableret forbindelser mellem emiren Abdel Rahman og en vikingekonge på en ukendt ø. Kilder er usikre på, hvad forbindelsen skyldes, måske handel, og samtidig hvilken konge og ø, der er tale om. Der gættes på en ”dansk konge Horik og Sjælland som ø, måske endda Irland”[2]. Endnu engang prøver vikingerne at plyndre emirens rige, men denne gang gjorde de mindre skade, da kysten var godt bevogtet. Plyndringerne blev ledet af de store høvdinge Bjørn Jernside og Hastings. Disse to høvdinge var rejst med 62 vikingeskibe fra deres faste base ved Loirefloden, og vendte først hjem tre år senere.

Efter at have prøvet at plyndre emiren uden held, fik de heldet med sig på den videre færd. De begav sig ud til Algeziras ved Gibraltar i Spanien, og videre mod Nador i Marokko, tilbage til Andalusien og videre via Mallorca til Sydfrankrig og helt frem til Italien. Her plyndrede de blandt andet Pisa, inden de vendte hjem. Heldet var igen med dem, da det lykkedes dem at slippe gennem Gibraltarstrædet på hjemvejen.

Af Houdaifa Azzouz

Kilder

[1] “Vikingernes Verden”, Else Roesdahl.

[2] “Den Arabiske Rejse – Danske forbindelser med den islamiske verden gennem 1000 år”, Forhistorisk Museum Moesgård og forfatterne. “Vikingerne og de Islamiske Lande” af Anne Kromann og Else Roesdahl.

[3] “Nordens historie I Middelalderen Efter Arabiske Kilder”, Harris Birkeland.

[4] “Vikingerne ved Volga, Ibn Fadlans rejsebeskrivelser”, Jørgen Bæk Simonsen.

[5] “The Vikings”, Holger Arbman.

This entry was posted in Featured, Islam i Danmark og i verden and tagged , , , . Bookmark the permalink. Both comments and trackbacks are currently closed.