Som man kan se, varierer moskétyperne stærkt fra egn til egn, og den ægyptiske arkitektoniske stil udviklede da også sin hel egen arkitektur. Først med general Ahmed ibn Tulun's bygningsværker, senere hen med den fatimidiske bygningsfilosofi og for slet ikke at forglemme den særlige mamlukiske stil. Ibn Tuluns store moské er det første store bygningsværk, som skaber en særlig ægyptisk stil i et islamisk billede. Man havde hidtil i mange islamiske bygninger dannet hallerne ved hjælp af søjler, som man tog fra andre ældre bygninger.

Ahmed ibn Tulun ville undgå dette. Han skabte et bygningsværk af nyt materiale og brændte tegl blev foretrukket som det mindst brandfarlige. Det lykkedes at frembringe et værk, som tilpassede ældre forbilleder efter Islams behov.

Selve anlægget af moskéen er den samme som var gængs på den tid: en stor gård omgivet af tildækkede gange, der i qibla-siden (siden vendt mod Mekka) udvider sig til en stor hal. Men i stedet for søjler finder man her store piller, mellem hvilke der hvælver sig spidsbuer. De derved dannede buegange løber parallelt med væggen. I qibla-siden er der 4 (oprindeligt var der 5), i de andre 2 rækker. Søjler og buer er dækket med et lag gips. Pillernes kanter er formet som indsatte søjler med udskårne kapitler, hvor buen begynder. Langs buernes kant løber en frise, hvori der er formet ornamenter af blomster, som fortsættes på pillen mellem buerne, så den danner et bælte moskéen rundt. En lignende lige frise er anbragt oven over buerne. Over denne frise løber gennem hele moskéen en frise af sykomoretræ, hvor der er udskåret indskrifter fra Koranen. Selve moskéens område var bygget på 2,6 hektar, og havde altså ikke ligefrem pladsmangel.

I midten af moskéen kan ses en firkantet bygning med en stor kuppel. Dette er en maqsûra, en afgrænset loge, som var forbeholdt khaliffen og dennes slægt. Denne bygning er ikke en del af den oprindelige moské eller for den sags skyld harmonisk med islamisk tankegang. Men efterhånden som khaliffens myndighed steg, ændredes også dennes forhold til moskéen. Allerede fra umayyadernes tid lod de anbringe en maqsûra i de store moskéer. Denne indretning bevaredes senere og fik endnu større betydning hos abbasider og fatimider.

Efterhånden som statsstyrelsen blev kompliceret og henlagt til administrationens kontorer, blev moskéen mindre benyttet til politiske handlinger. Forbindelsen mellem administrationen og moskéen illustreres af forholdene i Ibn Tuluns moské, som havde en regeringsbygning umiddelbart op ad sin sydlige mur, med indgang gennem denne. Moskéen var dog stadig det sted, hvor de vigtige formaliteter foregik. Her blev således ikke blot khaliffen indsat og hyldet, men også de vigtigste embedsmænds indsættelse foregik fra prædikestolen. Men indførelsen af maqsûraen skete altså aldrig under de 4 retledte khaliffers khalifat, og skal derfor ikke ses som en handling udfra islamiske principper.