Hjem Videnbase Historielinen Nogle få historiske fakta

 


Nogle få historiske fakta

 

Profeten Muhammad (fvmh) var fra Quraish stammen, som var en af de mest væsentlige stammer i Mekka. Mekka har siden Abrahams tid været et handelscentrum på den arabiske halvø. I den islamiske opfattelse var det Abraham, som første gang opførte Kaba`en , og pilgrimsritualerne knytter sig til den tradition, Abraham indstiftede på Allahs befaling. Profeten Muhammad (fvmh) var af Abrahams slægt igennem Ismail.

I en alder af 40 år blev profeten (fvmh) kaldt til virke som profet af sin Gud og skaber. De næste 13 år opholdt han sig i byen Mekka, hvor han fremsagde de åbenbaringer, han modtog. Han fik få følgere og mange fjender. I særdeleshed var de indflydelsesrige købmænd i Mekka imod hans budskab, for de kunne se, at dette på mange måder satte deres indflydelsesstilling over styr.

Efter 13 meget hårde år i Mekka udvandrede profeten (fvmh) og hans følgere til Medina, hvor de fik lov til at tage ophold -en slags asyl- og her opstod det første muslimske samfund, baseret på islamiske regler og retningslinjer. Denne udvandring er starten på den islamiske tidsregning. Det islamiske år er baseret på tolv måne-måneder, som går fra nymåne til nymåne. Det er derfor ca. 11 dage kortere end det gregorianske år, og forskyder sig derfor også i forhold til samme. De muslimske højtider falder derfor ikke på samme årstid fra det ene år til det andet men forskydes grundet forskellen på længden på de to typer år, ca. 11 dage bagud årligt i forhold til det gregorianske år.

Efter 10 år i Medina vendte profeten (fvmh) og hans følgere tilbage til Mekka, og byen blev herefter styret af muslimerne. Da muslimerne vendte tilbage til Mekka, overgav byen sig uden at der blev udgydt blod. Profeten (fvmh) og hans følgere fjernede de mange afgudestatuer og billeder, der var opstillet i og omkring Kaba`en og genoprettede den abrahamske tradition med tilbedelse af kun en Gud på stedet.

Islam har bredt sig til store dele af verden, og på nuværende tidspunkt må der anslås at være ca. 1 milliard mennesker, der er muslimer. Dermed er Islam enten den største eller den næststørste religion i verden - den anden af de to største er kristendom. Det er ikke muligt præcis at opgøre hvor mange mennesker, der er af de enkelte religioner i hele verden, og alle tal, man kan se i statistiker, er derfor noget upræcise, og kan kun give et fingerpeg om antal. Det kan dog med nogenlunde sikkerhed fastslås, at Islam er den stærkest voksende religion i store dele af verden, inklusive Europa og USA.

Da muslimer udgør store befolkningsgrupper i meget forskellige dele af verden ser Islam meget forskellig ud fra det ene sted til det andet. Islam i Indonesien ser ganske forskellig ud fra Islam i Marokko, grundet de kulturelle forskelle. På samme måde gælder det for Islam i Kina, Tyrkiet, Sudan og Europa. Alle har sit eget ansigt, dels betinget af de på stedet værende kulturelle traditioner, dels den grad hvormed de islamiske traditioner kommer til udtryk på overfladen. Der er desuden en række indre forskelle på Islam rundt i verden, som ikke har noget at gøre med de eksisterende kultur på stedet. Der findes flere forskellige filosofiske retninger indenfor Islam, kaldet madhhab. Oftest taler man om fire store sunni islamiske madhhab og shia islam som værende den femte. De fire sunni skoler er enige om langt den overvejende del af udlægningen af islam i en praktisk dagligdag, hvorimod shia skiller sig ud på en række områder fra de fire sunni retninger. Ca. 90% af alle muslimer i verden er sunni muslimer og de resterende shia muslimer.

Ovenstående tekst er et uddrag af Abdul Wahid Pedersens hæfte: Korte fakta om Islam.

 

 





© www.islam.dk
Ved gengivelse bedes kilde angivet
[Hjem] [Om www.islam.dk] [Videnbase] [MuslimForum] [Opgavehjælp] [Visiting Denmark]
[Dagen i dag] [S.O.S.] [Kalender/Adressebog] [Links/Udstilling] [Quiz] [Sitemap]