Skriv til islam.dk

Skriv til islam.dk

skriv

Har du grundlæggende spørgsmål om islam og muslimer, er du velkommen til at skrive til os i nedenstående kommentar-felt eller på vores e-mail-adresse. Har du kommentarer til, hvordan islam.dk kan blive bedre, er det naturligvis også meget velkomment.

Vi gør dog opmærksom på, at vi generelt ikke besvarer disse forespørgsler:

  • Spørgsmål i forbindelse med skole- eller gymnasieopgaver
  • Spørgsmål, som vi mener, allerede er besvaret i artikler på islam.dk
  • Spørgsmål med mangelfuld e-mail-adresse
  • Har du som muslim spørgsmål, der handler om hvorvidt noget bestemt er tilladt eller ikke-tilladt i islam, så se f.eks. www.haya.dk eller www.islamqa.dk eller kontakt nærmeste moske

Har du brug for at tale med nogen om et personligt eller socialt problem, så ring til:

  • www.amanah.center, telefon 898 7777,  telefontider: Tirsdag til fredag 16.30 til 20.00
  • I akutte tilfælde ring til Psykiatrisk Rådgivning i den region, hvor du bor

Vi forsøger at besvare henvendelser hurtigst muligt, dog skal du regne med, at der kan gå flere arbejdsdage, inden du hører fra os. Er dit spørgsmålet af personlig art, skriver vi tilbage på den e-mail-adresse du har angivet.

Når du bruger formularen herunder, modtager vi din besked, selvom den ikke dukker op på siden med det samme. Når vi har haft mulighed for at læse din besked og besluttet at publicere den, vil den dukke op på denne side. Så husk at kigge ind senere. Vi forbeholder os ret til at ændre i din besked, så den fx er mere generelt anvendelig for de besøgende.

På forhånd tak for din interesse og tak for din tålmodighed!

 

This entry was posted in Featured, Ofte stillede spørgsmål and tagged . Bookmark the permalink. Trackbacks are closed, but you can Skriv en kommentar.

19 Comments

  1. Mette
    31/12/2013

    Dejligt at finde en side der kan give nogle svar.

    Jeg har to spørgsmål. Er det muligt at blive muslimsk gift igen med den samme person efter at være blevet muslimsk skilt. Og hvad kræver det?
    Og er der ingen mulighed for at man som dansker kan få Koran lære / undervisning. Jeg overvejer at konverter, har bare brug for lære/ undervisning. Jeg er fra Aalborg.

    Med venlig hilsen Mette

    • Redaktionen
      18/01/2014

      Hej Mette,

      Ja, det er muligt at blive gift igen med den samme person efter skilsmisse. Kravene til vielsen er de samme som ved første vielse. Som muslim skal man være islamisk viet for at kunne bo og leve sammen. Så det er vigtigt at I får det klaret hurtigt. Du kan evt. kontakte det Islamiske Trossamfund i Danmark (www.wakf.com) for yderligere information.

      Vedrørende undervisning, har vi desværre ikke kendskab til, om der er nogen muligheder i Aalborg. Du er velkommen til at skrive til vores mail adresse info@islam.dk hvis du er interesseret i online undervisning. Det kræver at du har adgang til en PC og headset.

      mvh redaktionen

  2. Poul Emil Ibsen
    06/01/2014

    Jeg synes at Yahya Hassans digte er rigtig gode.
    Hvad synes i? Jeg tror i er enige med mig.

    På forhånd tak

    Poul Emil Ibsen

    • Redaktionen
      19/01/2014

      Hej Poul,

      Når vi står overfor at skulle bedømme om noget er godt eller dårligt, kan vi bruge vores egne meninger. Alt det der starter med ”Jeg synes…”

      Vi har en anden mulighed, nemlig at bruge den målstok som Gud har lært os om. Allah bruger også betegnelsen ”Furqan” om Koranen. Furqan betyder det der kan skelne, fx. godt fra ondt, sandt fra falskt eller virkelighed fra fantasi.

      Da det i sidste ende er Gud, som vi skal aflægge regnskab til, er det Hans målestok der er den væsentlige, absolutte og universelle. Hvad vi måtte mene af lyst, venskab, fjendskab, nationalisme, penge, magt, egoisme eller på grund af en tidsånd er ikke en særlig solid målestok.

      Bogen du nævner, forherliger forfatterens hurtige liv med kriminalitet og forbrydelser. Med forfatterens egne ord omhandler hans kriminalitet bl.a. hærværk, bedrageri, tyveri, salg af hårde stoffer, afpresning og muligvis voldtægt. Udpensling af egne og andres kønsdele heriblandt familiemedlemmers, bandeord og sjofelt sprog er gennemgående. En families og andre privatpersoners privatliv bliver gjort til underholdning uden hverken sammentygge eller kommentarer fra deres side. Privatpersoner bliver nævnt og anklaget for alvorlige forbrydelser. En tilfældig kvinde kaldes journalistluder.

      Forhold som disse går i mod islams menneskesyn og islams lære om, hvordan vores opførsel og etik bør være. Saglig og lødig kritik af enhver art er naturligvis tilladt i islam, men uden at bryde de etiske rammer overfor vore medmennesker. Målet helliger ikke midlet.

      Forfatteren kan være så mærket og psykisk medtaget af opvæksten, at han har brug for professionel hjælp. Det afholder derimod ikke udgiver og sympatisører fra det ansvar, at overholde basal etik og lødighed.

      Nøjagtigt som de tidligere religiøse præsteskaber, er der med betegnelsen kunst og kunstnere i dag skabt et præsteskab, som er hævet over ansvarlighed og anstændighed. Men målstokken hos Gud er altså absolut – uanset tid, sted, konge eller tigger.

      Mvh redaktionen

  3. 07/01/2014

    Jeg har forstået, at man betragter Koranen som den øverste lov, og at menneskets lov derfor skal underlægge sig denne.

    Hvad siger Koranen om EU-Patentdomstolen, som vi skal stemme om i maj? Hvis Koranen ikke siger noget, må muslimer så frit stemme hvad de har lyst?

    • Redaktionen
      18/01/2014

      Hej Ole,

      Hermed nogle kommentarer omkring valg.

      Koranen er en tale og vejledning fra Gud til det enkelte menneske. Under 1 procent af Koranen omhandler lovgivning. Denne lovgivning samt hvad vi finder fra profeten Muhammads lære, fred være med ham, udgør en konstitution eller en grundlov, som vi kender det fra Danmark. Indenfor disse ramme står det frit for enhver at danne sin egen mening og skøn i de mange forhold der diskuteres generelt, og således også ifm. lovgivning lokalt, nationalt eller internationalt i særdeleshed.

      Det er en muslims pligt, at støtte det gode og gavnlige for samfundet, og modvirke det onde og skadelige. Derfor bør man gøre sin indflydelse gældende hvor det gode og gavnlige kan støttes – eller det modsatte kan modvirkes.

      Muslimer kan naturligvis have forskellige opfattelser af, hvorvidt noget er gavnligt eller skadeligt afhængigt af hvilket perspektiv man anlægger. Så længe hverken mål eller midler går i mod Islams lære (er forbudte, haram), er alle synspunkter gyldige og tilladte. Indenfor disse rammer er man således fritstillet.

      Dernæst kommer spørgsmålet om, hvor vidt Allah vil belønne en persons valghandling. Altså om der er en religiøs tilskyndelse til at deltage i f.eks. et valg. Dette afhænger udelukkende af hvilken intention personen har med at deltage i valget. Hvis en muslims intention er, at jeg stemmer sådan eller sådan, ikke fordi jeg personligt ønsker nogen fordele, men vil støtte det gode og gavnlige for samfundet som det er min pligt at gøre, vil Allah belønne personen for at deltage i valget.

      Håber det belyser dit spørgsmål.

      Mvh redaktionen

  4. 20/01/2014

    Salama alaykum. Der er mange muslimer, som siger at hvis man ikke vil giftes så er det haram ?
    Er det ligefrem haram hvis man ikke vil giftes. Er det ikke ens eget valg?

    • Redaktionen
      09/02/2014

      WA alaikum assalam,

      Det er ikke obligatorisk at gifte sig som muslim, men det er stærkt anbefalet.

      Den menneskelige seksualdrift er naturlig og en del af det at være et menneske. Sex udenfor ægteskab er ikke tilladt i islam hverken for mænd eller kvinder.

      Modsat andre religioner, er det i islam ikke udtryk for gudfrygtighed, åndelighed eller pietet ikke at gifte sig eller at leve i isolation. At gifte sig og tage et socialt ansvar i samfundet er bedre og belønnes af Allah, fremfor ikke at gifte sig.

      mvh redaktionen

  5. Krista
    21/01/2014

    Hej.

    Jeg ved, at der findes nogle muslimer, som er imod demokratiet.

    Men jeg vil derfor gerne vide, hvad jeres eller islams standpunkt til demokratiet er.

    • Redaktionen
      09/02/2014

      Hej Krista,

      Meget kort fortalt, tillader islam at vi som samfund udvikler og laver egne politiske strukturere og institutioner i forhold til vores ønsker, kultur, tid og behov.

      Det skal dog ske inden for grænserne af en grundlov, som er de rammer Gud har udstukket i form af forbud. Det er vigtigt at forstå dette, da vi mennesker i had til hinanden, eller i magtarrogance, kan gå over alle etiske grænser både som diktatorer og i et samfundsfællesskab. Fx. kan vi ikke, uanset om der er flertal for det i et samfund beslutte, at incest skal være tilladt, at vi må slå børn, jøder, handicappede eller folk med lys eller mørk hud ihjel, kvinder ikke må have ejendomsret eller stemmeret, at vi kan udsætte nogen for straf uden rettergang osv.

      Inden for denne grundlov kan et samfund vælge ved politiske partier og flertal, at bestemme hvordan skatten i samfundet skal fordeles, hvordan sundhed, ældre, børn, uddannelse eller infrastruktur skal prioriteres, hvilke aftale man vil indgå med andre lande etc.

      Se venligst også artikel om emnet her http://www.islam.dk/demokrati.

      mvh redaktionen

  6. Silke lykke sletten
    02/02/2014

    Må en muslim som bor i Danmark gifte sig med en dansker ?

    • Redaktionen
      09/02/2014

      Hej,

      Ja, hvis den “danske” part er muslim er det tilladt.
      Husk på at etnicitet og overbevisning er to forskellige ting.

      mvh redationen

  7. S
    04/02/2014

    Hej

    Jeg har et spørgsmål til hvorfor det er, at der er grupper som taliban og hvorfor de begår terror? Jeg forstår det ikke? Er det islam der siger det til dem? Er det gennem Sharia loven? Islam må jo have en eller anden indflydelse på det? Da de jo siger at de ofre sig til Gud og derefter kommer i Paradis.. Jeg bliver rasende over sådan nogle mennesker, som desværre gør uskyldige mennesker fortræd og kan ikke forstå hvordan en religion kan opfordre til sådan ting? (nu ved jeg så ikke om det er islam der opfordre til det, men islam har i hvert fald en finger med i spillet). Hvordan tror i at man kan ændre på, at sådanne grupper opstår? (hvis det er muligt). Kan islam gør noget for at signalere at det er forkert?

    Er spændt på at høre fra jer og tak på forhånd.

  8. Mathias
    13/02/2014

    Goddag.

    Jeg vil gerne spørge ægteskab i islam.

    Må et barn gerne blive gift med en voksen.

    Har læst mange steder at der er mange børn som bliver gift væk til voksne mænd, i islam

    • Redaktionen
      19/02/2014

      Hej Mathias,

      Et ægteskab i islam er bl.a. betinget af, at begge parter, mand og kvinde, er over puberteten og at de begge frivilligt og uden tvang, indgår et ægteskab med hinanden. Desuden skal kvinden have en medgift af manden, som hun finder acceptabel. Et ægteskab er en juridisk kontrakt/aftale mellem de to parter, hvori de begge kan indskrive eventuelle yderligere krav eller betingelser til hinanden. Profeten Muhammads anbefaling var desuden, at parterne finder nogen så langt fra den nære familie som muligt, og at man gør sit bedste for at matche dem, så de omgår hinanden med respekt.

      Der er mange lokale traditioner i forskellige egne i verden, der ikke har noget med islam at gøre, selvom befolkningen anses som/er muslimer. Der er tale om at årtusinde gamle lokale traditioner blant en stamme eller område lever videre. I visse kulturere bliver en dreng hvis storbror er gift, gift med storbrorens hustrue hvis storbroren dør. Men det har altså ikke noget med islam at gøre.

      mvh redaktionen

  9. Adnan
    15/02/2014

    As salamu ‘aleikum

    Jeg har en stor interesse og ønske om at biddrage til jeres arbejde. Men jeg ved ikke helt hvordan eller i hvilken områder, så kan i måske hjælpe mig?

    JazakAllahu Khayr

    Hilsen

    Adnan

    • Redaktionen
      19/02/2014

      Assalamu alaikum Adnan, fred være med dig.

      Tak for din interesse. Du bedes sende en email til os på info@islam.dk, hvor du fortæller lidt om dig selv og eventuelt dine interesser, tak.

      mvh redaktionen

  10. Christoffer
    18/02/2014

    Hej

    Hvordan er ligestillingen mellem mænd og kvinder i Islam i forhold til resten af verden? Og hvordan har ligestillingen ændret sig?

    • Redaktionen
      19/02/2014

      Hej Christoffer,

      Det spørgsmål er umuligt at svare på. Det kræver bl.a. at man ved hvad ligestillingen er i “resten af verden”.

      mvh redaktionen

Post a Reply to Redaktionen Cancel reply

Your email is never published nor shared. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

*
*