Karikatur-krisen

Karikatur-krisen

newspaper

International krise| Hån, spot og latterliggørelse | Opsummering af forløbet | Løsninger | Imod vold | For respekt og dialog | Grænser for ytringsfrihed | Epilog 2016

International krise

Karikaturkrisen i 2005, foranlediget af publiceringen af en række karikatur-tegninger af Profeten Muhammad i avisen Jyllands-Posten, var den alvorligste internationale krise for Danmark siden anden verdenskrig.

Hån, spot og latterliggørelse

Fredag den 30. september 2005 bragte Jyllands-Posten i kultursektionen 12 tegninger, hvoraf de tre var lavet af avisens egne tegnere. Avisen ville afprøve grænserne for selvcensur i forbindelse med en bogudgivelse.

En af tegningerne illustrerer et bistert udseende mandeansigt med skæg og en turban udformet som en antændt bombe.

Tegningen bærer desuden en inskription på bomben, som er den islamiske trosbekendelse. Tegningerne var ledsaget af en tekst af Flemming Rose, kulturredaktør for Jyllands-Posten, hvori det hed:

”Det moderne, sekulære samfund afvises af nogle muslimer. De gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse.”

Jyllands-Posten ville – med tegningerne og teksterne – med egne ord, drive ”hån, spot og latterliggørelse” af muslimer.

Opsummering af forløbet
Her er en kort opsummering af de væsentligste punkter i forløbet, der senere blev til “karikaturkrisen”, som aviserne skrev, var den værste krise for Danmark efter anden verdenskrig:

1. Jyllands-Posten ville den 30/9 I 2005 – med tegningerne og teksterne – med egne ord, drive ”hån, spot og latterliggørelse” af muslimer.

2. Jyllands-Postens linje var i tråd med den konservative kulturminister Brian Mikkelsens udtalelse om en ny kampfront: ”Midt i vores eget land er der ved at udvikle sig parallelsamfund, hvor minoriteter praktiserer deres middelalderlige normer og udemokratiske tankegange. Det kan vi ikke acceptere. Det er her, vi har kulturkampens nye front.”

3. Hverken Jyllands-Posten eller den danske regering imødekom de danske muslimers henvendelse for at skabe dialog og reel problemløsning. Regeringen svarede først på brevet fire måneder efter, da krisen var på vej mod sit højeste, og stadigvæk uden nogen anvisning på en konfliktløsning.

4. Regeringen afviste henvendelser fra de udenlandske ambassadører og den muslimske verdensorganisation, OIC, og denne afvisning blev den direkte årsag til, at krisen eskaleredes i månedsvis. Eskaleringen førte endvidere til, at diplomater fra bl.a. Saudi-Arabien og Libyen blev trukket hjem fra Danmark, og at krisen således nåede op på et alarmerende højt internationalt diplomatisk niveau.

5. Beskadigelse af dansk ejendom og trusler på livet ude i verden var forhold, som var med til at forværre sagen. Der var efterfølgende undskyldninger over for Danmark fra en række statsoverhoveder i de pågældende lande, heriblandt stormuftien af Libanon og Syrien.

6. Ligesom fremtrædende danske kredse, heriblandt forfattere, kunstnere, eksdiplomater og erhvervsfolk, opfordrede højtstående kredse af diplomater og religiøse overhoveder i verdens muslimske miljøer til besindelse og dialog.

7. Folketingets politiske alternativ, der modsat konfrontationslinjen, skulle stå for dialog og samarbejde, var vag og reelt ikkeeksisterende under krisen.

Løsninger

Regeringen skulle have standset konfrontationskursen over for muslimerne. Resultatet var katastrofalt for Danmarks renomme i verden og for muslimerne i Danmark. Man burde i stedet have løst konflikten og forskellighederne gennem fredelige, inkluderende midler og dialog.

Jyllands-Posten skulle også have standset konfrontationen mod muslimerne. Avisen skulle afstå fra ekstremisme og i stedet hjælpe med til at skabe forståelse mellem civilisationer. Lignende tegninger mod andre (jøder/holocaust og kristne) har avisen kaldt ”usmagelige”, og chefredaktøren har nægtet at bringe dem. Dette kan vi kun bifalde, men det stiller avisen i et klart islamofobisk lys.

Sagen er en ”JP-krise” og ikke en ”Muhammad-krise”. Krisen blev skabt af Jyllands-Posten og ikke af Muhammad. Den danske presse under ét har kaldt sagen for Muhammad-sagen, hvilket leder opmærksomheden væk fra hovedaktøren og dennes ansvar. I den internationale presse benævnes sagen derimod ”tegningesagen” eller ”karikatursagen”.

Ytringsfriheden er under ansvar. Som rigsadvokaten og ledende forskere og jurister har fastslået, er ytringsfriheden ikke ukrænkelig, men er under ansvar. Konfrontation og strid er ikke vejen frem, hvilket begge parter må lægge sig på sinde. Vi bør insistere på, at man kan være uenige, men at ingen i verden har lov til at drive ”hån, spot og latterliggørelse” af andre, uanset om de, der angribes, er muslimer, kristne, jøder, europæere, asiatere eller afrikanere, og uanset om angrebet kommer fra medier, politikere, virksomheder, foreninger, privatpersoner eller fra muslimer eller ikke-muslimer.

I mod vold

I sådanne sager bør alle parter tage klart afstand fra og bekæmpe enhver form for fysisk vold, hærværk og trusler og i stedet søge fredelige midler, uanset hvem der står bag. For muslimer i Danmark og udlandet er det af yderste vigtighed at huske, hvad OIC har sagt: Besvar verbale angreb uden vold og brand, besvar dem med fredelige midler med en værdighed, der gør Profeten ære.

For respekt og dialog

I en tid, hvor vi, verdensbefolkningen, står over for store udfordringer som krige, terror, forurening, sult og sygdomme, skal de kræfter, der er midtsøgende og ønsker fred, søge indflydelse. Ekstremisme og konfrontation gavner kun ekstremisterne og mediernes læser- og seertal. Taberne er den brede befolkning, dem, der ønsker at passe deres familie og arbejde i fred. Fredelig sameksistens er det, vi kan og vil.

Grænser for ytringsfrihed

Som muslim må man medgive, at mennesket har en gud given ret til ikke at tro på en bestemt person eller en bestemt religion. Man har lov til at udtrykke sin uenighed. Men ingen i verden, muslim eller ikke-muslim, har ret til at håne, spotte eller latterligøre et andet menneske eller en anden religion. Det er et basalt etisk princip og en regel, som vi alle må følge for at kunne sameksistere i denne verden. Ingen bør kunne hæve sig over dette, hverken privatpersoner, statsoverhoveder, medier, politikere, journalister eller kunstnere.

Epilog 2016

Den 27. januar 2016 bragte den engelske avis, The Guardian, en karikaturtegning er den danske statsminister.

Den danske statsminister som nazist er avisen The Guardians svar på den såkaldte smykkelov, der tillader danske myndigheder at tage værdier fra flygtninge, som kommer til Danmark.

Billedet har fået flere negative reaktioner hos danske politikere, der finder tegningen ‘usmagelig’ eller ‘decideret modbydelig’ [2]. Folketingets formand vil have en undskyldning og karikaturtegningerne trukket tilbage [3].

 

Kilder

Uddrag fra Sørgsmål og svar til Jyllandsposten krisen“, Nicolaisen & Abdullah, 2006.

[2] Tegner bag Løkke som nazist griner ad dansk forargelse, dr.dk, 31/1/2016.

[3] Pia Kjærsgaard kæmpede for muhammadtegningerne – men vil have undskyldning for karikatur. dr.dk, 29/1/2016.


 

This entry was posted in Ofte stillede spørgsmål and tagged , , , . Bookmark the permalink. Both comments and trackbacks are currently closed.