af Abdul Wahid Pedersen

Indholdsfortegnelse

1.  Monoteisten Abraham
2.  Opgøret med stammen
3.  Abrahams familie
4.  Abraham og Hajar går til Mekka
5.  Zam-zam kilden
6.  Ismails ægteskab
7.  Opførelsen af tilbedelsesstedet
8.  Stenstøtter udenfor Mekka
9.  Ofringen
10. Muslimernes pilgrimsfærd og Abraham
11. Qur’an citater, der knytter sig til Abraham
12. Fodnoter

1. Monoteisten Abraham

Søn af Azer, søn af Tarikh, søn af Nahur, søn af Sarough, søn af Raghu, søn af Phaligh, søn af ’Aher, søn af Shalih, søn af Arfghshand, søn af Sam, søn af Noah.

Således viste Vi Abraham himmelens og jordens rige, så han kunne blive en af dem, som havde sikkerhed i sin tro. Da det blev nat, og han så en stjerne, sagde han: Dette er min Herre. Men da den forsvandt (bag horisonten), sagde han: Jeg kan ikke lide dem, som går ned! Og da han så månen stå op, sagde han: Dette er min Herre, men da den gik ned, sagde han: Med mindre min Herre retleder mig, vil jeg givetvis forblive blandt de vildledte folk. Da han så solen stå op, sagde han: Dette er min Herre. Den er større! Men da den gik ned, sagde han: Hør mit folk! Jeg er sandelig fri for at sidestille nogen eller noget med Herren. Jeg har vendt mig til Allah i tilbedelse – Han som har skabt jorden og himlene – tilbeder jeg i oprigtighed, og jeg tilbeder ingen anden. [Surat al An’am, ayah 75 – 79]

2. Opgøret med stammen

Profeten Abraham, må Allahs fred og velsignelser være med ham, som senere skulle blive stamfader til jøderne, de kristne og muslimerne, var en søgende sjæl. Han søgte den korrekte form for tilbedelse med stor iver og længsel, indtil Allah gav ham den indsigt, som skulle gøre ham til en af menneskehedens vigtigste personer overhovedet. Efter at Abraham var blevet overbevist om, at der er ingen gud ud over Allah, forsøgte han at overbevise sin fader om det korrekte i at tilbede Allah den Usete, men da hans fader ikke blot selv var idoltilbeder, men også fremstillede idoler og solgte dem, blev han meget vred på Abraham, da denne forsøgte sig med retledning, og truede ham med at få ham stenet, dersom han ikke søgte væk. Abraham fortsatte sine bestræbelser på at kalde sine samtidige til Islam – overgivelsen til Skaberens vilje, men hans folk var ikke umiddelbart villige til at tro på andet end deres idoler.

En aften, da hele hans folk var afsides i festlig lejlighed, gik Abraham til det store tempel, hvor alle deres afguder var samlet. Han hånede først afguderne, fordi de ikke havde spist de ofringer, som var blevet lagt frem for dem. Derefter hævede han den til formålet medbragte økse og smadrede alle afgudestatuerne, undtagen den største, om halsen på hvilken han hang øksen efter endt gerning.

Da folket rasende anklagede ham for denne ugerning, svarede han, at det jo måtte være den største af idolerne, der havde gjort det, og de kunne jo blot bede denne om at svare for sig. Og selv om de kunne se deres egen tåbelighed, tillod deres stolthed dem ikke at lade Abraham få ret. Derfor besluttede de, at Abraham skulle kastes i ilden.

I flere dage samlede de brænde og tændte en mægtig ild. Da ilden brændte på sit højeste blev Abraham via en katapult smidt ind i ilden, men Allah havde beordret ilden ikke at skade Abraham, og han blev derfor ikke brændt. Da ilden efter lang tid havde brændt ud, kom Abraham frem uskadt, medens de folk, som havde siddet nærmest ilden var sodsværtede i ansigterne og ophedede.

Da Abraham blev smidt i ilden, kom ærkeengelen Gabriel til ham og spurgte, om han havde brug for hjælp. Abraham svarede, at han havde ikke brug for noget fra Gabriel, og at den eneste, som kunne hjælpe ham, var Allah, som allerede kendte hans behov, og han ville derfor ikke bede Ham om noget.

Abraham forsøgte ihærdigt at overbevise sit folk, men til sidst besluttede han sig for at forlade dem. Da Abraham forlod sit folk, var der kun to, som fulgte med ham. Den ene var Sarah, som blev hans hustru, og den anden var Lot, som blev profet.

3. Abrahams familie

Abraham havde to koner, Sarah og Hajar. Hajar blev givet til Sarah som tjenestepige fra en lokal regent, og senere blev hun Abrahams anden hustru med samtykke fra Sarah som ikke kunne få børn, og som derfor syntes, det var godt, hvis Abraham fik børn med Hajar. Hajar fødte Ismail, stamfaderen til de arabiske stammer, da Abraham var en gammel mand.

4. Abraham og Hajar går til Mekka

Da Ismail var ganske spæd, gik Abraham på Allahs bud, sammen med Hajar og barnet (Ismail) væk fra de frugtbare egne, hvor de boede. I henhold til den kristne udlægning gik de til Bir Saba’a (De syv Brønde), et sted, som stadig bærer samme navn i Israel. Efter den islamiske udlægning (som fremgår af Koranen) gik de til et sted, som hed Baka’a, hvilket er det, der i dag er kendt som Mekka, hvortil pilgrimme stadig valfarter år efter år og fejrer de ritualer, som Abraham og hans familie gennemgik på samme sted.

Abraham, Hajar og Ismail gik til en gold egn på den arabiske halvø, hvor Abraham efterlod sin kone og sit barn med kun få forsyninger til at holde dem i live i få dage. Da området på den tid kun var ugæstfri ørken, var det en meget barsk situation, Abraham overlod sin kone og barn til, men da både Abraham og Hajar vidste, at det var på Allahs befaling, fandt de sig tålmodigt i deres skæbne. Der var ikke nogen by, idet der i disse barske ørkenområder kun var bofaste folk, hvor der var vand. Byen Mekka opstod først senere, da der var vand i området. Da Abraham gik fra sin kone og sin søn, bad han Allah om at beskytte sine kære, at fylde eventuelle forbipasserende menneskers hjerte med kærlighed til dem og at sikre dem deres levebrød.

5. Zam-zam kilden

Efter et par dage, da deres vand var sluppet op, begyndte Hajar at lede efter vand til sig selv og barnet i den golde dal. Hun gik først op på den bakke, der hedder Safa, hvorfra hun spejdede ud over landet efter tegn på liv. Da hun ikke så noget, gik hun op på en anden bakke, Marwa, hvorfra hun heller ikke så noget. Fortvivlet løb hun fra den ene bakke til den anden, så hun i alt tilbagelagde afstanden mellem bakkerne syv gange. Dette er udgangspunktet for den tradition, der stadig i dag holdes i hævd, når pilgrimme i Mekka starter på Safa og tilbagelægger afstanden mellem Safa og Marwa syv gange. Allah forbarmede sig over hende og barnet, og sendte en engel, som åbnede en kilde ved barnets fod. Denne kilde, som stadig i dag flyder med vand af en meget høj kvalitet, er et af de mange mirakler, der knytter sig til Mekka.

I det meget tørre område omkring Mekka, er det almindeligt, at kilder og brønde udtørrer efter 10 til 20 år. Zam-zam kilden flyder stadig efter ca. 4000 år med uformindsket styrke. Pilgrimme i millionvis valfarter til Mekka hvert år og tager dunke med vand med sig derfra. Vandet fra Zam-zam kilden tillægges helende kræfter, og profeten Muhammad har sagt om vandet, fred være med ham, at det hjælper imod det, man drikker det for. Altså at det har helbredende egenskaber.

Engelen forsikrede hende, at hun ikke skulle være urolig. Hun befandt sig på et sted, som Allah havde udvalgt til Sit sted, og at Han aldrig lader de retledte i stikken. Da en af de omvandrende stammer, Jurhum stammen, så at fuglene flokkedes i den efter deres opfattelse øde Baka’a dal, sendte de nogle spejdere afsted, idet de vidste, at fuglene kun ville være der, hvis der var vand. Da spejderne fandt vand i området, hvor der før havde været tørt, slog de sig ned der efter aftale med Hajar. Hun beholdt dog retten til vandet, således at det var hendes efterkommere, der havde denne ret videre frem i forløbet. Dette var grundlæggelsen af byen Mekka.

6. Ismails ægteskab

Ismail blev senere gift med en kvinde fra denne arabiske stamme. Ifølge nogle optegnelser blev han gift allerede i sin tidlige pubertet. Hajar døde, og senere kom Abraham på besøg. Han fandt ikke Ismail hjemme, og han spurgte derfor hans kone, hvordan de havde det. Hun beklagede sig og sagde, at de var fattige folk, og at de manglede selv de mest fundamentale ting i dagligdagen. Han bad hende derfor hilse Ismail og fortælle ham, at han skulle få skiftet tærskelen til sit hus. Ismail forstod, at han skulle lade sig skille fra sin (utaknemlige) kone, hvilket sønnen gjorde og ægtede derefter en anden (taknemlig) kvinde, som på Abrahams spørgsmål svarede, at de havde alt, hvad de havde brug for i denne verden.

7. Opførelsen af tilbedelsesstedet

Derefter byggede Abraham og Ismail i fællesskab et Hus til Allahs tilbedelse og forherligelse, Kaba’en, som stadig står, hvor den blev bygget. Den blev oprindeligt bygget større end den er i dag, men er gennem historien blevet ombygget nogle gange, indtil den i dag står i sin nuværende form.

En tidligere del af Kaba’en kendes i dag som Maqam Ismail, hvilket er et halvcirkel-formet område ved den ene side af Kaba’en. Dette område var en del af den oprindelige Kaba, og det regnes derfor som, at man står inde i Kaba’en, hvis man står indenfor dette afgrænsede område. Dette område er derfor meget søgt af pilgrimme, som kommer til Mekka, og ønsker at gå i forbøn for deres kære.

Ved siden af Kaba’en er der en lille montre, kendt som Maqam Ibrahim, hvor Abrahams fodspor er at finde i en sten inde i montren. Hele området omkring Mekka er således fyldt med forskellige steder, der langt tilbage fra før nedskrevet historie knyttes til Abraham og hans velsignede familie.

8. Stenstøtter udenfor Mekka

I Mina udenfor Mekka står der tre store stenstøtter, som pilgrimmene hvert år stener med små sten i erindring om, hvordan Satan tre gange forsøgte at friste Abraham i skikkelse af en smuk kvinde. Abraham kendte ham igen hver gang, og smed sten på ham og påbød ham at forsvinde. Når pilgrimmene derfor stener disse støtter hvert år, er det i erindring om Abrahams afvisning af Satan, der kom for at friste ham.

9. Ofringen

Ifølge Qur’an blev Abraham påbudt, da Ismail var gammel nok til at gå sammen med sin fader, at ofre drengen, hvilket drengen indvilgede i, da det var Allahs befaling. Abraham så i en vision eller i en drøm, at han skulle gå på bjerget og ofre sin søn. Da han fortalte det til sin søn, sagde denne, at hvis det var Allahs bud, skulle de begge adlyde. De gik sammen på bjerget, hvor Allah i sidste øjeblik ombyttede drengen med et lam, og lod dette ofre i stedet for drengen, og fader og søn havde i fællesskab kundgjort deres store kærlighed til Herren. Dette offer, som de to i fællesskab ydede, mindes fortsat under pilgrimsfærden ved ofring af et dyr.

Abrahams første kone, Sarah, fik sønnen Isak, da Ismail var en stor dreng. Efter flere udlægninger skulle han have været omkring 12 år gammel, da Isak blev født.

I den bibelske fortælling, står der at Abraham tog sin eneste søn med på bjerget. Skulle dette være korrekt, hvilket er i overensstemmelse med den islamiske udlægning af fortællingen, ville det kun kunne have været Ismail og ikke Isak, som det bliver gjort til i den kristne tradition. Kristne og muslimer er enige om, at Ismail var den førstefødte, og det har derfor kun været muligt for ham at være Abrahams eneste søn. Den kristne tradition har her et alvorligt paradoks. Der er nogle kristne, som forsøger at bortforklare dette paradoks med, at Ismail skulle være en slags "uægte" søn, da hans moder oprindeligt var en slave. Denne forklaring er ganske uantagelig set i et islamisk perspektiv.

Abrahams to sønner er stamfædre til jøderne og de kristne (Isak) samt muslimerne (Ismail). Derfor kaldes Abraham ofte Monoteismens Fader.

10. Muslimernes pilgrimsfærd og Abraham

Vi kan altså af historien ovenfor konstatere, at de ritualer og hændelser, der knytter sig til muslimernes pilgrimsfærd, Hajj, har forbindelse til profeten Abraham og hans velsignede familie. Kaba'en blev opført af Abraham og Ismail, som også gik rundt om den i tilbedelse af Allah. Vandringen mellem de to bakker, Safa og Marwa knytter sig til begivenheden i den golde ørken, da Abraham havde efterladt Hajar og Ismail på Herrens befaling. Når muslimerne stiller sig på Arafat sletten ved Nådens bjerg, er det samme sted, som Abraham gik ud for at ofre sin søn Ismail. Steningen af de tre stenstøtter er i erindring om Abrahams afvisning af Satan den forbandede. Når pilgrimmene ofrer et dyr under pilgrimsfærden er det i erindring om det offer, Abraham og Ismail var villige til at yde, må Allahs fred og velsignelser være med dem begge. Profeten Muhammad vedligeholdt disse gamle ritualer og bragte dem ind i muslimernes traditioner.

11. Qur’an citater, der knytter sig til Abraham

Der er i forbindelse med disse citater nogle fodnoter, som er anført med blå skrift. Desuden er der i oversættelsen indskrevet enkelte yderligere ord, for at gøre oversættelsen mere forståelig på dansk.

a) Surat al Baqarah, ayah 124 m.v.

124. Og husk, at Abraham blev prøvet af sin Herre gennem (Hans) befalinger, som han fuldbyrdede (1). Han (Allah) sagde: "Jeg vil gøre dig Imam (religiøs leder) (2) blandt menneskene", og han (Abraham) sagde: "Og mit afkom (ligeledes)". Han svarede: "Men Mit løfte gælder ikke blandt de vantro".(3)

125. Og husk, Vi gjorde Huset til et samlingssted og fredet område for mennesker, og gør I Abrahams sted til et bedested (4). Og Vi indgik en pagt med Abraham og Ismail, at de skulle rengøre Huset for dem, som går rundt om det, og dem som søger tilflugt der, og dem som bøjer sig eller prostrerer sig (i bøn).(5)

126. Og husk, Abraham sagde: "Min Herre, gør dette land (denne by) til et fredfyldt sted (6) og berig dets indvånere med dadler - dem af dem som tror på Allah og den Yderste Dag. Han (Allah) sagde: "Dem som fornægter troen vil Jeg lade fornøje kortvarigt, og så vil Jeg kaste dem til ildens pinsler - et sørgeligt endeligt".(7)

127. Og Abraham og Ismail rejste Husets fundament (med denne bøn): "Vor Herre, accepter vor bøn, Du er sandelig Den Althørende, Den Alvidende.

128. Vor Herre, gør os til folk, der underkaster sig til Din vilje, og vort afkom et folk, der underkaster sig til Din vilje,(8)og vis os vore steder (til tilbedelse), og tilgiv os, for Du er sandelig Den Evigt Tilgivende, Den Nådefulde.

129. Vor Herre, send til dem en profet fra iblandt dem selv, som vil recitere Dine tegn for dem, og som vil lære dem Bogen og Visdommen, og rengør dem (Herre) (9), for Du er sandelig Den Ophøjede, Den Alviise. (10)

130. Og hvem vender sig bort fra Abrahams religion, andet end dem, hvis selv (ego) er opfyldt af ignorans. For Vi har udvalgt ham (11) i denne verden, og i det hinsides vil han være blandt de retfærdige.

131. Og hør! Når hans Herre sagde til ham: "Underkast dig (min vilje) " (12), sagde han: "Jeg har underkastet mig til Verdenernes Herre". (13)

132. Og Abraham påbød sine sønner dette, og ligeledes gjorde Jakob: "Mine sønner, Allah har udvalgt for jer en tro, (14) så dø ikke, andet i en tilstand af underkastelse (til Hans vilje)".

133. Bevidnede I, da Døden kom til stede frem for Jakob (og) han sagde til sine sønner: "Hvem vil I tilbede efter mig (efter min død)?" De sagde: "Vi vil tilbede din Gud og dine forfærde Abraham og Ismail og Isaks Gud. Den Ene Gud, og vi vil underkaste os (Hans vilje)". (15)

134. Dette var et folk, som er bortgangen. De skal høste frugten af deres gerninger, og I skal høste frugten af jeres gerninger, og I vil ikke blive spurgt om, hvad de gjorde. (16)

135. De siger: "Bliv jøder eller kristne, og få vejledning". Sig: "Nej, (jeg ønsker) Abrahams den Renes religion, for han var ikke blandt afgudsdyrkerne". (17)

136. Sig: "Vi tror på Allah og den åbenbaring, som er kommet til os, og som kom til Abraham og Ismail og Isak og Jakob og stammerne, og det som blev givet til Moses og Jesus og det som blev givet til (alle) profeterne fra deres Herre. Vi skelner ikke imellem dem og vi underkaster os til Ham".(18)

b) Surat al Baqarah, ayah 258 og 260

258. Har du tænkt på den person, som diskuterede med Abraham omkring hans Herre, (19) at Han havde givet ham magt? (20) Abraham sagde: Min Herre er Ham, som giver liv og død". Han sagde: "Jeg giver liv og død." Abraham sagde: "Men det er Allah, som får solen til at stige op i øst, så få du den til at komme fra vest". (21) Den vantro blev forvirret, og Allah giver ikke vejledning til de uretvise mennesker.

260. Eller da Abraham sagde: "Min Herre, vis mig, hvordan Du giver liv til de døde!" Han sagde: "Tror du ikke?" Og han sagde: "Jo, men for at tilfredsstille mit hjerte." Han sagde: "Tag fire fugle, knyt dem til dig og læg en af dem (22) på hver sin bakke, og kald så på dem, og de vil hastigt komme til dig, og vid så, at Allah er Mægtig og Viis." (23)

c) Surat Al-i Imran, ayah 67

67. Abraham var hverken jøde eller kristen, men var en rettroende muslim, (24) og han var ikke af dem, som tilskriver Allah partnere.

d) Surat Al-i Imran, ayah 95-97

95. Sig: "Allah taler sandt. Og følg Abraham den Retskafnes vej (levevis). Han var ikke fra iblandt afgudsdyrkerne." (25)

96. Det første (tilbedelsens) hus som blev udpeget for mennesker var i Bakka (26)(Mekka) den Velsignede (by). (Dette var) en vejledning for alle verdener. (27)

97. Der findes der tydelige tegn (såsom) Abrahams Sted. (28) Hvem som helst, som entrer vil få fred, og det er pålagt de mennesker, som kan overkomme det, at drage på Hajj til Huset for Allahs skyld. Og hvad angår dem, som fornægter (29), (skal de vide, at) Allah er uafhængig af hele skabelsen. (30)

e) Surat as-Saffah (37.), ayah 99-113

99. Han sagde: "Jeg vil begive mig til min Herre. Han vil givetvis vejlede mig."
100. "Herre! Giv mig en retledt søn"
101. Så Vi gav ham den gode nyhed om en from søn.(31)
102. Og når (sønnen) var nået en moden (alder), (32) sagde han: "Min søn, jeg har set i en drøm, at jeg ofrer dig som en ofring. Hvad synes du om dette?" Han (sønnen) sagde: "Min fader, gør som du er blevet befalet, og hvis det er Allahs vilje, vil du finde mig blandt de viljefaste".
103. Så de overgav sig begge (til Allahs vilje) og han lagde ham med ansigtet nedad
104. Da kaldte Vi på ham: "Hør Abraham!"
105. "Du har allerede fuldbyrdet drømmen!" Således belønner Vi dem, som handler i retskaffenhed.
106. Dette var en tydelig prøvelse
107. Og Vi løslod ham i bytte for et offerdyr (33)
108. Og Vi lod hans minde stå for eftertiden
109. Fred være med Ibrahim
110. Således belønner Vi dem, som handler på bedste vis
111. Og han var sandelig en af vore frommeste tjenere
112. Og Vi gav ham den gode nyhed om Isak– en profet – en af de retskafne. (34)
113. Vi velsignede ham og Isak, og fra deres efterkommere er der nogle, som handler korrekt, og nogle som tydeligvis gør sig selv uret.

f) Surat Hud (11), ayah 69-76

69. Og Vore budbringere kom til Abraham med glade tidender (35). De sagde : "Fred". Han svarede dem: "Fred" og dækkede hastigt op for dem med en stegt kalv.
70. Men da han så, at deres hænder ikke blev rakt frem mod fadet, blev han mistænksom og følte en frygt overfor dem. (36) De sagde: "Frygt ikke. Vi er blevet sendt imod Lot’s folk". (37)
71. Og hans kone stod der, og hun lo, men Vi gav hende den glade nyhed om Isak og efter ham Jakob. (38)
72. Hun sagde: "Ve mig! Skulle jeg blive svanger, når jeg er en gammel kone, og min mand er en gammel mand. Det ville i så fald være et under!"
73. De (sendebudene) sagde: "Stiller du dig tvivlende overfor Allahs ordre? (39) Og overfor Hans velsignelser på medlemmerne i dette hus? (40) Han er sandelig al pris værdig. Han er Storslået!"
74. Da frygten havde forladt Abrahams sind, og den glade nyhed var blevet klar for ham, begyndte han at gå i forbøn for Lot’s folk.
75. Abraham var uden tvivl en overbærende og medfølende sjæl, som nærede stor barmhjertighed (i sit hjerte). (41)
76. Hør Abraham. Søg ikke dette! Din Herres afgørelse er blevet truffet. Der venter dem en straf, som ikke kan forhindres.